“Hvis jeg var blevet i Jehovas Vidner, var jeg død”
Frygten for at blive forladt af alle sine nærmeste er en grundangst. Hos sekten Jehovas Vidner er det en almindelig sanktion!
Kom og mød forfatter Camilla W. Trustrup til et involverende foredrag om at miste sit fundament og blive valgt fra af sine allernærmeste kære, fordi relationen til deres Gud er stærkere end den er til en datter, søster og veninde.
Camilla formidler stærkt og rørende om at leve i skyggen af en sekt, og hvordan hun formåede at genopbygge sig selv og sit liv, da hendes fundament forsvandt. Hør hendes personlige historie, hvor hun også vil læse op fra sin bog: ”Vidner i sektens skygge”.
Camilla ønsker at dele sin historie for at hjælpe andre til at turde stå ved sig selv og deres egne værdier. At turde tage ansvar for sig selv, er helt afgørende for at kunne få et godt og frit liv.
Selvom Camillas historie er unik og rystende, er dysfunktionelle forhold og bristede familierelationer ikke ualmindelige i det danske samfund, og mange andre har oplevet at miste kontakten til nære familiemedlemmer, ligesom de fleste også vil kunne genkende følelser som skyld, skam, sorg og savn.
Camilla lægger op til at få en samtale med os, hvorfor du er mere end velkommen til at stille alle de spørgsmål, du har på hjerte.
Efter foredraget har du mulighed for at købe hendes bog “Vidner – I sektens skygge”. Og Camilla signerer den gerne.
Camilla W. Trustrup (f. 1971) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, BA i Litteraturvidenskab med tilvalgsstudier i Filmvidenskab og Klassisk Filologi. Tidligere Kommunikations- og Politisk direktør samt medlem af ledelsesgrupperne i bl.a. MSD og Pfizer Danmark. Gift og mor til to døtre på hhv. 18 og 15 år.

Havarthigaarden

