2026-12-09 13:45

Bliv både fortumlet og fornøjet i Remedios Varos troldeskov

Kom med til en fantastisk udstilling på Louisiana Museum.

Louisiana præsenterer den første store museumsudstilling i Europa nogensinde af den surrealistiske, spansk-mexicanske maler Remedios Varo (1908-1963). En smagsprøve på Varos kunst kunne opleves på ‘Fantastiske Kvinder’ tilbage i 2020, hvor man også så Frida Kahlos værker, men denne gang foldes hele hendes fascinerende livsværk ud. Så gik du glip af det den gang, har du nu muligheden for at se hende i sin helhed.

For dig, der så vores foredrag om Frida Kahlo i september, vil du nok kunne se visse paralleller.

Remedios Varo, der erklærede, at »drømmeverdenen og den virkelige verden er den samme,« forsøgte på nærmest alkymistisk vis at kombinere vidt forskellige teknikker, fantasier og forestillinger i sine malerier, der har en gådefuld, filmisk karakter og ofte inkorporerer hybride skabninger.

María de los Remedios Alicia Rodriga Varo y Uranga bliver født i det nordlige Spanien og vokser op i et hjem med en stærkt katolsk mor og en far, der er hydraulik-ingeniør og fritænker. Det er ham, der lærer hende at tegne og støtter hendes ønske om at blive kunstner.

Hun er kun 15, da hun starter på Kunstakademiet i Madrid og støder her i løbet af 1920’erne på den kunstneriske avantgarde, som bl.a. tæller Lorca, Buñuel og Dalí. Den tiltagende uro i Spanien i 1930’erne, får hende til at rejse til Paris, hvor hun knytter sig til de surrealistiske kredse. Da nazisterne invaderer Paris, må hun flygte til Marseille og er blandt de kunstnere, der reddes ud af Frankrig i 1941, bl.a. med hjælp fra Peggy Guggenheim og Helena Rubinstein.

Hun slår sig ned i Mexico City med sin partner, den surrealistiske digter Benjamin Péret, og bliver del af et levende fællesskab af mexicanske og europæiske kunstnere, der bl.a. henter inspiration fra Mexicos kultur og geografi. De første år må hun ernære sig selv og Péret ved bl.a. at lave illustrationer til reklamekampagner !

Hun benyttede sig af surrealismens tilfældighedsbaserede processer, men var samtidig utroligt præcis, omhyggelig og klassisk i sit maleriske udtryk og i sin farveholdning, der har klare referencer til italiensk maleri fra den sene middelalder og tidlige renæssance.

Men lad os høre meget mere om Maria. Vi har booket en omvisning med én af museets dygtige fortællere.

Vi mødes foran indgangen på Louisiana senest kl 13:45 til registrering, billetkøb og så går vi samlet ind, hvor vi møder vores rundviser. Rundvisningen starter kl. 14 og varer ca. 45 minutter.

Efter rundvisningen er der arrangeret kaffe/the og kage i caféen. Man er velkommen til efter kaffen at besøge den øvrige udstilling. Museet lukker først kl. 22.

I caféen kan du vælge mellem følgende:

Kaffe

The (økologisk)

Gulerodskage med flødeost og pistacienødder. A: Gluten, Æg, Mælk, Nødder

Toscakage med marcipan og mandelflager. A: Gluten, Æg, Mælk, Nødder

Pære-chokoladekage (Glutenfri og Vegansk) . A: Soya, Nødder

(Alle kager er fra Reinh van Hauen)

Dato: 9. december, 2026

Tidspunkt: Kl. 13:45 i gården t.v. for billetindgangen

Adresse: Louisiana Museum of Modern Art, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Pris: Blixen giver tilskud til turen. Egenbetaling herefter er Kr. (oplyses snarest)

Årskort: Giv besked, hvis du har årskort til 1 eller 1+1, da klubben så kun skal betale for rundvisningen for kortholder og evt. gæst.
Så kan vi i fællesskab minimere tilskudsbeløbet i alles interesse.
Årskort (fysisk eller digitalt) skal medbringes på dagen og vises til turleder og i indgangen.

Louisiana Museum of Modern Art

Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Kontakt os

Du er velkommen til at skrive til Blixen Klub Rudersdal - 3 ved at skrive til klubben email, som du finder nederst på siden. Når du sender en email, godkender du samtidig Blixen Klub's privatlivs-politik, som du kan finde her på websiden. Det er en forudsætning for, at vi kan registrere din henvendelse og vende tilbage til dig. Du vil høre fra os snarest muligt.