Alternativ ugedag- Torsdag! Oplev DYSSEKILDE -en af Danmarks ældste økolandsbyer
Guidet rundtur i en af Danmarks ældste økolandsbyer – DYSSEKILDE
OBS- alternativ ugedag- Torsdag
I smuk natur, tæt på vand ligger den økologisk landsby Dyssekilde (mellem Frederiksværk og Hundested).
Her bor 140 voksne og 60 børn i rækkehuse og selvbyggede huse samt eksperimentelle huse bygget af genbrugsmaterialer.
I økolandsbyen forsøger man at leve et liv med fællesskab, tolerance og respekt med fokus på bæredygtighed og økologi. Det er gældende for de løsninger man har anvendt på blandt andet fælleshus, spildevandsrensning, affaldssortering, solfangere og -celler samt grønsagsdyrkning.
Økolandsbyen huser også en helsekostbutik ”Taraxacum”, hvor man kan købe økologiske og biodynamiske varer, samt en restaurant ”Torup spisehus”, som serverer mad, der er lavet helt fra bunden med økologiske produkter.
Landsbyen bebos af flere kunstnere.
Hver sommer er der på den nærliggende togstation Dyssekilde et madmarked med boder fra lokale fødevareproducenter. Markedet kan besøges hver lørdag i lige uger i højsæsonen.
Guidet tur og kaffe/te og kage
Vi starter med en guidet tur rundt i landsbyen. Mikkel Søllested fra Dyssekilde vil være vores guide i 1½ time.
Herefter skal vi hen på Torup spisehus, hvor vi vil få serveret kaffe/te og hjemmebagt kage.
Lidt om Økosamfundet Dyssekilde
I 1990 var der blot en kartoffelmark. I dag er det et sprudlende samfund med voksne og børn i alderen 0-100 år.
Økosamfundet er en af Danmarks ældste økologiske landsbyer og blev grundlagt i 1989 af fem ildsjæle, der skabte ideen om et økologisk samfund baseret på en livsfilosofi om fællesskab, tolerance, respekt og bæredygtighed. Landsbyen dækker i alt 14 hektar, hvoraf halvdelen er udlagt til bebyggelse og halvdelen til økologisk landbrug.
Landsbyen har både en skole og en børnehave, som også benyttes af børn uden for landsbyen.
Størstedelen af byen er bilfri zone.
Program:
12.45 Vi mødes ved landsbyens parkeringsplads ved økobutikken og restauranten.
Adressen er: Solen 1A, 3390 Hundested
13.00 -14.30 Guidet tur i Dyssekilde v/Mikkel Søllested
15.00 – 16.00 Kaffe/te og kage i Thorup spisehus
16.00 – ????? På egen hånd rund i landsbyen med evt. besøg i økobutikken
Offentlig transport til Dyssekilde: A-tog fra Holte/Birkerød st., skift på Favrholm st. til lokal tog 920R mod Hundested, stå af på Dyssekilde st., der ligger 2 minutters gang fra økolandsbyen.
Tager totalt ca. 1 time og 5 minutter.
Hvis du kører i bil til Dyssekilde, opfordrer vi til samkørsel.
Det tager ca. 1 time at køre dertil.
Totalprisen for guidet tur samt kaffe/te og kage 115 kr.
Vand ad libitum kan tilkøbes på stedet for 25 kr. (Skal ikke bestilles).
Max deltagerantal er 28. Hvis der er flere, der ønsker at deltage, vil vi forsøge at bestille til en gruppe mere.
Frist for tilmelding 13. august 2025!
“Evt. afbud
Hvis du bliver forhindret i at deltage, så meld venligst afbud til Hanne Benn Thomsen på tlf. nr. 22495236, så vi ikke venter forgæves på dig”
