2024-06-05 12:30

Utzon Museum Fredensborg

Vidste du, at den berømte bygningsarkitekt Utzon også designede møbler og lamper?  Jeg gjorde det i hvert fald ikke.

Når vi i dag tager til Fredensborg og besøger Utzon museet, som åbnede i 2021 i Fredensborghusene,  får du mulighed for at se disse i fælleshuset samt også se en markant og flot vægdekoration udført af Lin, der blev afsløret i 2019 i anledning af 100 året for hendes fars fødsel.

Utzon var inspireret af mange forskellige byggestile fra hele verdenen, og Fredensborghusene er bl.a. en videreudvikling af husene i Den Forbudte By i Beijing. Husene, som rummer totalt 77 huse med fælleshus, restaurant m.v.,  ligger smukt ud til Fredensborg Golfbane og med Fredensborg Slot i “baghaven”.

Man må sige, at Utzon var forud for sin tid omkring “bofællesskaber hver for sig”, hvor der i dag bliver opført flere og flere senior boligfællesskaber. Det seneste på stammen er nok de spændende Bovieran-byggerier, der i de senere år er skudt op flere steder i landet.

Utzon’s ønske var, at husene skulle være til danskere, der havde boet og arbejdet i udlandet – hvor mange netop havde mistet et dansk netværk – og ved deres hjemkomst kunne bo i et spændende fællesskab.  Og det er stadig meget attraktivt; for ventetiden er på over 12 år !

Vi skal på en guidet rundvisning (som forestås af Fredensborghusenes ildsjæle og beboere)  og høre om Utzons spændende liv, hans nok mest berømte byggeri – nemlig Operahuset i Sidney og de udfordringer, han mødte omkring byggeriet.

Vi starter i dag kl. 12:30 med frokost i beboer-restauranten og uformel hyggesnak. Her får vi serveret 2 stk smørrebrød og 1 drik.

Rundvisningen starter kl. 13:30 og varer ca. 2 timer startende med ½ times generel orientering i museet. Derefter, opdelt i hold, besøger vi 2 private boliger, som afsluttes med et causeri om det sociale liv i Fredensborghusene og kaffe/the/kage.

Mødested: Parkeringsarealet Bakkedraget 43 senest kl. 12:20, hvorefter vi samlet går til beboer-restauranten.

 Kommer du i bil:

Der er kun ca. 10 parkeringspladser oppe ved fælleshuset, så hvis der er optaget så venligst parkér nede på Slotsgade. Derfra 2- 3 minutters gang tilbage til parkeringspladsen.

Vi opfordrer til samkørsel, som aftales indbyrdes mellem jer.

Kommer du med det offentlige:

Der kører bus fra Hillerød Station, og nærmeste stoppested på Fredensborg Kongevej  er ca. 500 meter fra Fredensborghusene. Du kan også tage toget til Fredensborg Station, og derfra også en kort gåtur.

Sted: Bakkedraget 43, 3480 Fredensborg

Maximum deltagere : 40

Pris:  Kr. 200,-  som dækker entré, rundvisning, frokost med 1 drik,  samt kaffe/the og kage.

Fotograf: Allan Nørregaard
Fotograf: Allan Nørregaard

Utzon Museum Fredensborg

Fredensborghusene, Bakkedraget 1-79, 3480 Fredensborg