2025-04-29 12:45

“Kunst, Kirsebær, Kirke, Kaffe og Kage” OBS: ugedag – tirsdag

“Kunst, Kirsebær, Kirke, Kaffe og Kage” – oplev det hele i én tur.

OBS: alternativ ugedag – tirsdag

 

De fleste forbinder nok først og fremmest Bispebjerg Kirkegård med gravsteder og flotte grønne omgivelser – iblandet lidt lyserødt om foråret i form af de fantastiske  blomstrende kirsebærtræer.  Men faktisk er kirkegården også ramme om en hel del kunst. Sågar mange individuelle gravsten og fælles monumenter har en kunstner som ophavsmand.

 

Derfor skal vi i dag besøge Bispebjerg Kirkegård, hvor vi har fået kirkegårds-vejleder Stine Helweg personligt til at give os en rundvisning.

 

Kirkegårds turen starter i kunstens tegn og vi ser slægterne Rump og Hammerichs gravsten. Det er en ganske enkel sten, som er tegnet af arkitekt Kaare Klint – bedre kendt som manden bag møbelklassikere og færdiggørelsen af Grundtvigs Kirke. Kirken, som vi også får en rundvisning i efter en velfortjent kop kaffe.

Af andre kunstnere, vi skal se værker af,  kan nævnes Per Ung, Preben Boye, Knud Nellemose og Mathilius Schack Elo.

 

Men ud over vi ser nogle af de særlige kunstværker på vores tur rundt på kirkegården, vil vi også komme forbi nogle af de mange interessante etniske grave, som bl.a. vil omfatte de gamle katolske,  russiske, muslimske og tysker gravene og høre den spændende historie knyttet til dem.

 

Men vi skal da også lige lægge vejen gennem den blomstrende kirsebærallé (vi krydser fingre for den stadig er i fuld “Instagram flor”)

 

Grundtvigs Kirke er opført til minde om den store danske præst, digter og reformator N.F.S. Grundtvig (1783-1882). Den monumentale bygning er blevet kaldt en “Gotisk Katedral i moderne fortolkning”.   Den besøges årligt af mange arkitektstuderende fra hele verden. Bygmester er arkitekt Peder Vilhelm Jensen Klint (1853-1930). Han døde inden kirken var fuldt opført, men hans søn, Kaare Klint (1888-1954) fuldførte byggeriet i 1940.

Kaare Klint er siden blevet mere kendt som dansk møbeldesigns Grand Old Man. Han har da også designet stolene til Grundtvigs Kirke – en klassiker i moderne dansk møbeldesign.

I første omgang valgte man at bygge kirkens tårn. På Grundtvigs fødselsdag den 8. september 1921 blev grundstenen nedlagt og byggeriet påbegyndt. Fem specielt udvalgte murersvende forestod arbejdet, ledet af konduktør Valdemar Jørgensen – under dagligt tilsyn af Jensen Klint selv.

Jensen Klint valgte den unikke, hvidgule mursten brændt af ler fra den danske muld og som  blev leveret af teglværket i Blovstrød. Han havde tegnet et særligt 10-stens forbandt, som giver de store murflader deres enkle og rolige udtryk, idet man ikke umiddelbart ser noget mønster i forbandtet. Taget blev lagt med rødt tegl.

Trods kirkens størrelse er der en forunderlig ro over bygningsværket, hvilket blandt andet netop skyldes det regelmæssige murværk, der er skabt med den gule mursten som eneste bygge- og dekorationselement.

 

Program:

 

Vi mødes kl. 12:45 ved indgangen til Bispebjerg Kirkegård,  Frederiksborgvej 125, Bispebjerg, 2400 København NV.

13:00 – ca. 14:30  Rundvisning på kirkegården. Turen ender ved indgangen tæt på kirken og vores café.   .

14:40- 15:55   kaffe/the med/uden typisk afghansk kage på Kohistan café, Bispebjerg Torv 2

16:00 – 17:00  Guidet rundvisning i Bispebjerg Kirke, med besøg i krypten, tårnet og loftet. Kirken ligger 5 minutters gåtur fra caféen.

 

Max antal i kirken:  20.  Hvis der er flere, der ønsker tilmelding, forsøger vi at få endnu en gruppe bestilt.

Max antal til kirkegården : 25 (først til mølle)  (hvis der er nogle, som gerne vil med på rundtur på kirkegården men ikke vil deltage i rundvisning i kirken er det således muligt)

Pris:  rundvisning på kirkegård:  gratis

Pris:  rundvisning i kirken:   45,-  (Beløbet går ubeskåret til Kirkens julehjælp til trængende sognebørn)

 

Filterkaffe/ afghansk-, grøn-,  -eller mynte the     Kr.  30,-

Dagens kage  –    specielt lavet til os                    Kr. 35,-

 

Kom i god tid, – det kan være vanskeligt at finde en parkeringsplads, så en lille gåtur må påregnes.

 

I kan evt. arrangere fælleskørsel med bil eller med afgang med det offentlige.  Brug vores Facebook gruppe til det.

Foto: Visitcopenhagen.dk

Bispebjerg Kirkegård

Frederiksborgvej 125, Bispebjerg, 2400 København NV