2024-10-09 11:00

Karen Blixen – Filmen Pagten

Karen Blixen – Filmen Pagten

 

Nogle af os deltog i turen til Rungstedlund og hørte om Baronessen, som hun helst ville omtales som,  og vi har også haft besøg af Flo fra Blixen Klub DK, som fortalte mere detaljeret om Karen Blixens personlighed.

 

Med dagens udflugt forsøger vi at dykke mere ned i historien om Karen Blixen.

 

Vi har nemlig været så heldige, at Michael fra Birkerød Bio har indvilliget i at skaffe filmen “Pagten” hjem til en særforestilling til os.

 

Og store film skal jo ses i biografen 🙂

 

Hvis man skal tro på anmeldelser, så er det filmkunst fra øverste hylde, Bille August præsterer.

Og videre: “Birgit Neumann ikke bare spiller Blixen, hun bliver i den grad ét med sin karakter, så man efter få scener alene ser en Karen Blixen”

 

“Pagten” er et uhyggeligt psykologisk drama baseret på virkelige begivenheder – om mødet mellem den unge og ukendte digter Thorkild Bjørnvig og den aldrende litterære verdensstjerne Karen Blixen.

 

Karen Blixen var suveræn til at indgå pagter.  Hun refererer flere gange i livet til pagter, hun har indgået. Således med sin bror, med Afrika, med digteren Thorkild Bjørnvig og sågar med Djævelen ! Selv sit ægteskab var en form for pagt om frihed og eventyret fjernt fra Danmark  Alle som én, vidner disse om Karen Blixens kompromisløse stræben efter det store i livet. Hvordan hun opsøgte det. Oplevede det, og skabe det. Også selv når omkostningerne kunne blive uoverskuelige.

 

Det er 17 år siden, Karen Blixen opgav eventyret i Afrika og vendte  tilbage til Danmark til et liv i ruiner.  Ødelagt af syfilis og knust over at have mistet sin farm og sit livs kærlighed, genopfinder hun sig selv som kunstnerisk superstjerne.

 

Nu, i en alder af 63, er Karen Blixen verdensberømt, men lever også et liv i isolation på Rungstedlund – indtil hun møder den 30 årige digter Thorkild Bjørnvig. Sammen indgår de en pagt. Hun lover at gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget – uanset prisen !

 

Pagten kommer til at få skæbnesvangre følger for dem begge, og det driver dem begge helt derud, hvor ingen af dem kan bunde.

 

Filmen afføder givetvis mange refleksioner.  Måske krakelerer billedet af “vores Karen” – hvem ved !?  –  og lægger givetvis op til en god snak efter filmen.

 

Derfor – for dem, der har lyst til at slutte af med en bid brød over en hyggelig snak – er der forhåndsreserveret borde i en lille cafe i gå-afstand.  Dette er for egen regning. Der skal dog tilmeldes til cafeen i tilmeldingsdelen.

 

Dato:    9. oktober 2024

Hvor:    Birkerød Bio, Hovedgaden 34, 3460 Birkerød.

Tidspunkt:   Kl. 11:00.  Vi mødes i foyeren senest  kl.  10:55    Forestillingen varer    1 time og 50 minutter.

Pris:   75,-

Parkering: Parallelt, bag Hovedgaden/Biografen ved Birkerød Kirke er der fri parkering.  Parker længst væk fra kirken,  hvor det er tidsubegrænset. Tættere på er der kun 2 timers parkering.  Læg mærke til skiltningen.

 

Med tog en lille gåtur på ca. 8-10 minutter fra Birkerød Station.

 

Birkerød Biograf

Hovedgaden 34, 3460 Birkerød