2025-04-09 13:30

Kan man ”male” malerier med stofrester?

Birthe siger følgende om sine billeder og sin proces:

Mine stofbilleder er inspireret af naturen og landskaber, både i Danmark og i de lande, hvor jeg har været på ferie. Jeg holder meget af at vandre ude, og jeg bliver mere og mere opmærksom på lyset og de farver og konturer, der er i naturen, og på hvordan det skifter med tidspunktet på døgnet og årstiderne. Når jeg kommer hjem, prøver jeg at genskabe mine indtryk med stofstykker og tyl.

Jeg arbejder ikke efter at efterligne motivet nøjagtigt, men snarere i retning af at antyde stemningen og indtrykket fra stedet, og nogle af billederne fjerner sig mere og mere fra udgangspunktet, mens jeg arbejder med dem. Mine billeder er stilfærdige, men hvis man lytter til dem, kan man måske høre en puslen i skyggerne eller en hvisken i de lange siv ved mosen.

Birthe er autodidakt, har udstillet sine billeder i lokale kunstforeninger og i firmaer, og har fået billeder antaget på de censurerede udstillinger, Roskilde Åben 2014 og 2015 og triennalen miniTEX 2014 og 2017.

 

Havarthigaarden

Havarthigaarden, Havarthivej, Holte, Danmark