2025-09-17 12:30

Bank -og Sparekassemuseet “Heerings Gård” & Christians Kirke

Vi starter med en rundvisning på Bank- og Sparekassemuseet og runder af med en rundvisning i Christians Kirke.

Bank- og Sparekassemuseet:

Et besøg på Bank- og Sparekassemuseet er et kig ind i 1800-tallets bankvæsen. “PENGE – dine, mine og vores” er den faste udstilling. Den giver dig et indblik i en tid, hvor bankerne fik større og større betydning nationalt og internationalt. Få også historien om C.F. Tietgen – en af Privatbankens første direktører, se et stort udvalg af sparebøsser og meget andet. 

Museet ligger i den smukke Heerings Gaard, hvor Heering-familien i flere generationer producerede den berømte Cherry Heering. I kælderen ses de gamIe, imponerende fade.

Christians Kirke:

Kirken blev opført i årene 1754-59 efter tegninger af Nicolai Eigtved, som førte rokokostilen til Danmark og blandt mange andre betydningsfulde bygningsværker stod bag Amalienborgs fire palæer.

Kirken hed oprindeligt Frederiks Tyske Kirke, opkaldt efter Frederik V (1746-1766), og tjente i mange år den tysktalende menighed i København, som ønskede sig deres egen kirke i den driftige bydel.

Kirken er bygget efter et kirkeskib, som vender på tværs. Byggestilen er usædvanlig for danske kirker, men blev udbredt i Tyskland efter Reformationen i 1500tallet. 

Kirkens indretning vidner på flere måder om arven efter reformatorerne. For eksempel er kirken bygget, så alle er tæt på alter og prædikestol – og dermed tæt på det, der i reformatorernes øjne var det vigtigste i gudstjenesten: det forkyndte ord.

Program:

Vi mødes ved indgangen til Bank- og Sparekassemuseet senest 12.25. Adressen er: Overgaden Neden Vandet 11, Christianshavn.

Kl. 12.30 starter rundvisningen i gården med lidt historier om bygningerne, der for den ældste dels vedkommende daterer tilbage til 1650 og fra 1838 husede Heering familien. Vi vil se vinkælderen, der beskriver lidt om Heering-familiens tid i bygningen med produktion af Sherry Heering, den permanente udstilling af bank- og sparekassehistoriske effekter, og endelig vil vi få mulighed for at se en kommende særudstilling, som tager udgangspunkt i unges syn på/viden om den finansielle verden og dens indvirkning på dem. Særudstillingen bliver lavet af en gruppe studerende fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet.

Rundvisningen varer ca. 1 ½ time, hvorefter vi vil nyde en kop kaffe/te og kage i selskabslokalerne på stedet.

Kl. 14.45 går vi samlet videre til Christians Kirke, hvor vi kl. 15.00 vil få en rundvisning. Vi vil få indblik i kirkens historie, arkitektur og kirkekunst, og der bliver mulighed for at se krypten. 

Max. deltagerantal på Bank- og Sparekassemuseet: 20 personer. Er interessen stor, vil det dog være muligt at etablere et yderligere hold.

Max. deltagerantal i Christians Kirke: 20 personer.

Samlet pris for arrangementet: 100 kr., inkl. kaffe/te og kage.

Husk at angive, hvis der skal tages hensyn til allergier.

Offentlig transport: Metrostationen Christianshavns Torv ligger 2-5 minutters gang fra Bank- og Sparekassemuseet.

Der er ca. 5 minutters gang fra Bank- og Sparekassemuseet til Christians Kirke.

Frist for tilmelding: 7. september 2025

Evt. afbud: Hvis du bliver forhindret i at deltage, så meld venligst afbud til Ulla Schmidt på tlf. nr. 41568260, så vi ikke venter forgæves på dig.

Heerings Gård (Bank- og Sparekassemuseet)

Heerings Gård, Overgaden Neden Vandet 11, 1414 København