2024-11-20 11:45

Against All Odds- Historiske kvinder og nye algoritmer

Oplev en anderledes kunstudstilling, der viser 24 “ukendte” nordiske kvindelige kunstneres værker, samt en digital installation, der beskriver disse 24 kvinders fælles historie.

OBS! Inden rundvisningen spiser vi frokost på restauranten ”Under Uret” i Øster Farimagsgade 4.

 

Udstillingen viser de smukkeste billeder, som er blevet til af 24 nordiske kvindelige kunstnere i perioden 1870-1910, og vi har fået arrangeret en særrundvisning alene for os.

Alle disse kvinder har haft modet til at rejse til Tyskland, Italien, Frankrig og Grækenland for at finde den udfordrende læring og tillære sig den høje tekniske faglighed, der kun var mænd forundt i deres hjemland på dette tidspunkt.

På deres rejser mødte de kvinder i samme situation og dannede netværk på tværs af landegrænser.

Mange af disse kvindelige kunstnere brød med det, der var accepteret i samtiden og var forud for deres tid.

Udstillingen rummer også en digital installation, baseret på kunstig intelligens. Installationen anvender kunstnernes kunstværker, bibliografi og forskning til at fortælle deres fælles historie.

På denne måde knyttes fortiden og nutiden sammen

Frokost

Inden rundvisningen spiser vi et Stjerneskud eller smørrebrød på restauranten ”Under Uret” i Øster Farimagsgade 4

Restauranten så dagen lys i 1883 som et kælderværtshus under navnet ”Cafe Roskilde”.

I 1900 flyttede en urmager ind i forretningen i den høje stue over værtshuset. Han hængte et stort oplyst ur op i vinduet over kælderindgangen. Uret gav værtshuset øgenavnet ”Under Uret”.

Da Urmageren flyttede lavede stamgæsterne en indsamling til at købe uret, så det kunne blive hængende og i 1906 fik værtshuset det officielle navn ”Under Uret”.

Værtshuset har været i samme families eje fra 1927 til 2014.

I dag drives “værtshuset”, som en pæn og hvidmalet frokostforretning, men vægpanlerne og en stor del af interiøret ser stadig ud, som det har gjort i en menneskealder.

Værtshuset har gennem tiden haft adskillelige prominente stamgæster, som Kim Larsen, Thorvald Stauning, Hans Christian Scherfig og ”Edderkoppen” Svend Åge Hasselstrøm.

Max antal 28.

Program for dagen

Kl. 11.45 mødes vi på restaurant Under Uret, Øster Farimagsgade 4

Kl. 12.45 går vi til SMK.

For dem, der ønsker at springe frokosten over, skal man senest være på SMK kl. 13.00.

Vi mødes alle ved indgangen kl. 13.00.

Kl. 13.15 – 14.15 rundvisningen Against All Odds

Kl. 14.15 på egen hånd – gense udstillingen Against All Odds eller øvrige af museets udstillinger. Museet lukker først kl. 20.00.

Priser

Rundvisning og adgang til museet 165 kr.

Frokost bestilling

Der kan vælges mellem nedenstående. Vælg gerne mere end et stykke.

1) Stjerneskud med smørstegt og dampet fiskefilet m/rejer og røget laks på ristet franskbrød.                  (Denne bliver man rigelig mæt af) 155 kr.

2) Æg og rejer på rugbrød 108 kr.

3) Smørstegt fiskefilet 118 kr.

4) Fiskefrikadelle m/remoulade 110 kr.

5) Kartoffelmad 98 kr.

6) Sprængt oksebryst 102 kr.

7) Mild ost med peberfrugt 72 kr.

8) Brie med rødvinssyltede rosiner 78 kr.

 

Drikkevarer købes og betales på stedet, koster:

Fadøl 0,2 l 38 kr.

Flaskeøl 0,33l 48 kr.

Sodavand/kildevand 35 kr.

Vand fra hanen 10 kr.

Alm. kaffe og the 35 kr.

Tilmeldingsfrist 17. november 2024

Transport

Det nemmeste er at tage S- tog til Nørreport St.

Det tager ca. 15 min at gå fra Nørreport St. til ”Under Uret”.

Evt. afbud

Hvis du skulle blive forhindret i at deltage, vil vi være glade, hvis du melder afbud til Hanne Benn Thomsen på mobil # 22 49 52 36, så vi ikke står forgæves og venter på dig.

 

Statens Museum for kunst

Sølvgade 48-50, 1307 København K